Husk at registrere dit selskabs ejere, ellers risikerer du tvangsopløsning
01/05/2017
Dyrt at glemme ansættelsesbevis til ferieafløsere
01/06/2017

Fristen for indberetning af årsrapport nærmer sig

Fristen for indberetning af årsrapport nærmer sig

Hvis dit selskabs regnskabsår følger kalenderåret, er det ved at være sidste udkald for indberetning af årsrapporten. Indberetningen skal ske digitalt til Erhvervsstyrelsen senest onsdag den 31. maj 2017, ellers risikerer selskabets ledelse at få en bøde.

Ledelsen i et iværksætterselskab, et anpartsselskab og et aktieselskab skal udarbejde en årsrapport for selskabet. Hvis regnskabsåret sluttede nytårsaften 2016, skal årsrapporten indberettes til Erhvervsstyrelsen senest den 31. maj 2017. Det er vigtigt at overholde fristen, da direktionen eller bestyrelsen i selskabet risikerer at skulle betale en afgift for at indberette for sent. For hvert medlem af selskabets øverste ledelse er afgiften 500 kroner for den første påbegyndte måned, som fristen overskrides. Afgiften stiger til 2.000 kroner, hvis fristen overskrides fra anden påbegyndte måned og til 3.000 kroner, hvis fristen overskrides fra tredje påbegyndte måned. Afgiften er ikke fradragsberettiget, og den skal betales af ledelsens egen lomme og altså ikke af selskabets midler.

 

Hvis årsrapporten ikke bliver indberettet til tiden, sender Erhvervsstyrelsen en rykker i form af et påkravsbrev til dit selskabs digitale postkasse. I påkravsbrevet gives en ny frist på otte dage til at indberette årsrapporten. I brevet skriver Erhvervsstyrelsen desuden, at selskabet kan sendes til tvangsopløsning, hvis ikke årsrapporten indberettes inden for fire uger.

 

Det er meget vanskeligt at opnå dispensation for fristen, så sørg for, at din revisor har alle materialerne til brug for arbejdet med årsrapporten i god tid. Du kan få hjælp af din revisor til at håndtere selve den digitale indberetning af årsrapporten til Erhvervsstyrelsen.

 

Nye tal fra konkurrenter og samarbejdspartnere

Alle selskabers årsrapporter bliver offentliggjort på www.virk.dk, og derfor er fristens udløb også en god mulighed for at holde øje med dine kunder, konkurrenter og samarbejdspartneres regnskabsmæssige situation. Det er gratis for alle at hente årsrapporterne.