Erstatning for det tidligere udsendte DIN REVISOR INFORMERER
01/02/2017
Nu kommer årsopgørelsen fra SKAT
10/03/2017

Anvend dit personlige nøglekort i virksomheden

Anvend dit personlige nøglekort i virksomheden

Det kan være upraktisk at skulle have både NemID nøglekort til privatbrug og et NemID medarbejdersignatur til erhvervsbrug. Dette har Erhvervsstyrelsen nu ændret på.

Det er ikke længere nødvendigt at bruge en medarbejdersignatur i virksomheder, hvor det er ejerlederen, der har tegningsretten. Det betyder, at mange ejerledere nu kan anvende deres personlige nøglekort til de offentlige selvbetjeningsløsninger på Virk.dk. Det skal dog understreges, at medarbejdersignaturen stadig fungerer og fortsat er nødvendig, hvis du ikke indberetter selv, men har medarbejdere, der skal foretage indberetningerne.

 

Nemmere at foretage ændringer

Hidtil har det kun været muligt at foretage selve stiftelsen af et selskab med brug af den digitale signatur, der ligger i det personlige NemID nøglekort. Alle efterfølgende ændringer har derimod krævet, at du afventede en medarbejdersignatur med tilknyttet nøglekort. Nu er ventetiden ovre. Som ejer af et iværksætterselskab, anpartsselskab eller aktieselskab kan du nu bruge dit personlige NemID til at foretage ændringer, når blot det er dig alene, der har tegningsretten til selskabet. Dermed bliver det nemmere eksempelvis at foretage ændringer i vedtægter og ejerregisteret, tilføje nye personer i bestyrelsen, registrere kapitalforhøjelser eller indlæse årsrapporten.

 

Giv din revisor fuldmagt

Du kan bruge dit personlige NemID nøglekort, når du skal give din revisor fuldmagt til at foretage ændringer og registreringer i dine selskaber. Dermed kan din revisor foretage indberetninger på dine vegne.